Flügger fortsætter den positive udvikling og opjusterer forventningerne på både kort og lang sigt

Efter et rekordresultat i 1. kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21 og styrket indtjening de efterfølgende måneder opjusterer Flügger nu for anden gang forventningerne til indtjeningen i regnskabsåret 2020/21.

Flügger offentliggjorde den 22. september 1. kvartal af regnskabsåret 2020/21, koncernens hidtil bedste resultat på såvel omsætnings- som indtjeningsniveau. De seneste måneder har kundetrafikken i koncernens butikker været større end normalt, og effektiviseringer gennemført  de sidste par år har bidraget til en forbedret indtjening. Øget aktivitet i gør-det-selv-segmentet tilskrives afsmittende effekt fra COVID-19. Flügger opkøbte i 2019 Unicell, en polsk malingproducent, og dette har ligeledes været med til at løfte omsætningen.

Den positive udvikling får nu Flügger til at opjustere forventningerne til driftsresultatet EBIT fra oprindeligt 120 mio. DKK til 130-150 mio. DKK den 6. august, og nu senest til 160-180 mio. DKK.

Forventninger til året 2020/21
Oprindelig
6. august 2020 opjustering
7. oktober 2020 opjustering
Nettoomsætning ~ 2 mia. DKK + 2 mia. DKK + 2 mia. DKK
Driftsresultat EBIT ~ 120 mio. DKK 130-150 mio. DKK 160-180 mio. DKK
EBIT-margin ~ 6% ~ 7% ~ 8-9%

Jimmi Mortensen, administrerende direktør, udtaler:
Vi er glade for at kunne konstatere, at resultaterne af de gennemførte effektiviseringer inden for såvel salg som produktion har afspejlet sig positivt på vores indtjening.

Vi opjusterer ikke alene vores forventninger til det indeværende regnskabsår. Det er vores forventning senest i 2023/24 at runde en omsætning på mere end 2,5 mia. DKK og en EBIT-margin på 8%. Vi forventer, at koncernen, i tillæg til organisk vækst, fremover ligeledes vil foretage opkøb, som kan bidrage til positiv, lønsom vækst.