Delårsrapport 3. kvartal 2017/18: Solid vækst i indtjeningen - svag tilbagegang i omsætningen

Flügger A/S har haft en solid stigning i indtjeningen på 52% (EBIT) trods en svag tilbagegang i omsætningen.

Flügger leverer en nettoomsætning på 1.388 mio. DKK kontra 1.401 mio. DKK i det forskudte regnskabsårs første ni måneder. På det danske marked er omsætningen faldet med 2%. I Sverige og Norge faldt omsætningen med 4%. Salg uden for Skandinavien har udviklet sig positivt med en fremgang på 12%. Salg til Kina, som voksede væsentligt sidste år, er på det seneste stagneret lidt, hvorimod salget til Polen til gengæld er i en særdeles positiv udvikling

Koncernens indtjening voksede mere end 50% i forretningsårets første ni måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Nettoresultat efter skat blev 43 mio. DKK kontra 30 mio. DKK sidste år. 

Jimmi Mortensen, CEO i Flügger A/S, udtaler: 

- Vi følger planen og fortsætter med konsolideringen af egne butikker, sortiment samt optimering af samhandelsbetingelser. Vi forventer igennem disse strategiske tiltag at kunne løfte indtjeningen yderligere de kommende år. 

På den korte bane er vi presset af stigende råvarepriser – ikke mindst vedrørende TiO2, som er vores vigtigste farvepigment. Dertil kommer en reduceret efterspørgsel på de skandinaviske markeder på trods af høj aktivitet inden for boligsektoren. Det skyldes blandt andet nye byggematerialer, som er præmalede, eller overflader som kræver mindre malebehandling.

Hent rapport