Nu kan dokumentationen hentes: ”Vi tror på, at det vil gøre malerens hverdag nemmere”

Flügger lancerer nu deres nye blå spande i genanvendt plast til en lang række af virksomhedens produkter. Udover ændringen i farven og markant højere brug af genanvendt plast, vil man som malermester også kunne scanne en QR-kode med direkte adgang til produktets dokumentation.

I nutidens byggebranche er det som maler helt afgørende, at man har styr på sin dokumentation. Det kan være forskellen på en tabt eller vundet opgave. Derfor har Flügger udviklet nye spande, hvor al den nødvendige dokumentation kan hentes via en QR-kode. Håbet og forventningen er, at det vil lette den byrde, der ligger hos malermesteren.

- Når vi ser ud i markedet og taler med de professionelle malere, er det ikke kun udførelsen af det solide håndværk, der fylder. Dokumentation er blevet en del af hverdagen, og som malerfagets leverandør har vi et ansvar for at gøre den så nem som overhovedet mulig, lyder det fra Mikkel Boelskifte der er landechef for Flügger i Danmark.

I den forbindelse peger han på, at man nu har al dokumentation lige ved hånden.

- På vores nye spande er der en QR-kode, så malermesteren let finder hen til produktets specifikke data i Flügger Document Manager. Det gør det nemmere at byde på særligt bæredygtigt byggeri og frigør tid til det, maleren er bedst til, siger han.

En ”ny” farve med betydning

De hvide spande har i årtier været et synonym med Flügger, og det er da heller ikke uden en smule vemod, at farven nu skifter til blå. For genkendelighedens skyld er den blå farve dog udvalgt, så den lægger sig så tæt på Flüggers blå farve som muligt, fortæller Mikkel Boelskifte:

- Vi ved, at farven betyder noget for vores kunder. Derfor har vi valgt en let genkendelig farve til de nye spande.

- Hvad der ikke kommer til at ændre sig, er den høje kvalitet. Som Flügger-kunde kan man være sikker på, at man finder præcis det samme i spanden som altid.

Et skift til genanvendt plast

De nye spande markerer samtidig et skift til en emballage, der er produceret af genanvendt plast. For Flügger er det en strategisk målsætning at 90% af malerspandende skal bestå af 55% genanvendt plast.  

- For Flügger er det vigtigt, at vi udvikler gode løsninger og services til vores kunder. Det er også derfor, at 55% af den samlede mængde plastik til produktionen af egne produkter er genanvendt plast. På den måde kan man med god samvittighed tage en spand med Flügger-maling med ud til ens opgave, siger Mikkel Boelskifte inden han afslutter.

- Vi arbejder løbende med at nedbringe vores CO2-aftryk, og vi udfordrer hele tiden os selv på, hvad vi kan gøre. Et godt skridt på vejen er at benytte os af mere og mere genanvendt plast til vores spande.

Produktionen af de nye blå spande er startet, og inden længe vil man gradvist kunne se spandene i Flüggers forretninger.

For yderligere information:
Casper Paggio Hansson Felt, Communications Manager
Tlf. +45 27 53 28 99
Mail: cafel@flugger.com