Fakta om Flügger Group

Flügger Group er en international koncern med afsæt i Norden. Den årlige omsætning er på cirka 2.200 mio. DKK. Virksomheden er børsnoteret og har ca. 1.600 medarbejdere.

Med rødder tilbage til 1783 var Flügger oprindelig familieejet. Flügger er i dag børsnoteret, men familien Schnack er med Ulf og Sune Schnack fortsat hovedaktionærer. Ulf Schnack overtog ledelsen fra sin far i 1970, og siden den 1. april 2021 har Sune Schnack været administrerende direktør.

Flügger designer og markedsfører et bredt og koordineret sortiment indenfor dekorativ maling, træbeskyttelse, spartelmasse, tapet og maleværktøj i god malermesterkvalitet. Vi forhandler blandt andet vores produkter via detailkæden Flügger farver med i alt 372 butikker fordelt på Norden, Østeuropa og Kina. Flügger ejer cirka 2/3 af disse.

Flügger er markedsleder i Danmark. Foruden de kendte Flügger produkter leveres via salgsenheden Unicell Nordic andre produkter til både dagligvareforretninger og byggemarkeder. I Danmark ejes og drives desuden grossistkæden PP professional paint A/S, og i 2019 blev også Detale CPH ApS en del af Flügger-familien.

I november 2019 købte Flügger 60% af aktierne i Unicell Poland Sp. z. o. o., som er en malingproducent med hovedkontor i Wasilków, Polen. Størstedelen af Unicells produkter afsættes til forhandlere, byggemarkeder og øvrige detailhandlere. Unicell Poland beskæftiger cirka 200 medarbejdere og omsætter for cirka 145 mio. kr. årligt. Opkøbet ligger i tråd med Flüggers strategi om vækst gennem opkøb med fokus på emerging markets.

I 2021 udvidede Flügger Group porteføljen med den danske virksomhed Malgodt ApS. Malgodt ApS blev etableret i 2011 og har siden da haft stor succes med deres digitale platform, malgodt.dk, hvorfra de sælger et bredt udvalg af varemærker inden for maling, træbeskyttelse, tapet og tilbehør til private forbrugere.

Fabrikkerne

Flügger Group har i alt 7 fabrikker i 4 lande, som producerer både værktøj, maling og designtapeter. Vores malingfabrik i Kolding fra 1970 er den ældste, vi har.

Danmark

I Kolding bliver hvert år produceret millioner af liter maling.

Fabrikken i Kolding fremstiller cirka 30 millioner liter vandbaseret maling, træbeskyttelse og tapetklæber om året.

Sverige

Tre mindre svenske byer huser hver sin Flügger fabrik.

Bollebygd

I sommeren 2019 tog Flügger det første spadestik til et nyt spartelanlæg, der skal imødekomme den fortsat stigende efterspørgsel på spartel. Anlægget blev indviet i sommeren 2021, og producerer nu det der svarer til 27 millioner liter spartel årligt.

Bankeryd

I Bankeryd i Midtsverige ligger vores fabrik, som fremstiller pensler, børster og ruller. De fleste fremstilles maskinelt. Enkelte af vores penseltyper monteres dog ved håndkraft for at sikre den rette kvalitet.

Bodafors

På fabrikken i Bodafors i Midtsverige producerer vi plasthåndtag til pensler, ruller og spartler. Det er også her vi fremstiller andre plastkomponenter som låg og emballage.

Polen

Gdansk

I Gdansk i Polen ligger Europas mest moderne tapetfabrik. Flügger opførte fabrikken i 2009, og året efter blev fabrikken taget i brug.

Wasilków

Unicell har fabrik i Wasilków, hvor der produceres vandbaseret indendørs- og udendørsmaling.

Ukraine

Odesa

På fabrikken i Odesa producerer Eskaro vandbaseret indendørsmaling og grunder.