Delårsrapport 1.-3. kvartal 2023/24
Omsætningen i den fortsættende aktivitet steg i 1.-3. kvartal med 2% sammenlignet med samme periode året før. I lokale valutaer steg omsætningen med 5%, mens udviklingen i valutakurser påvirkede negativt med 3%. Særligt aktiviteterne i Polen udviklede sig positivt med 14% vækst, mens Norden fortsat er påvirket af lavere aktivitet i byggeriet.
EBIT for den fortsættende aktivitet blev i 1.-3. kvartal 48 mio. DKK mod 9 mio. DKK i samme periode året før. Resultatet blev positivt påvirket af salgsudviklingen og de forbedrede marginer fra stigninger i salgspriserne og svagt faldende råvarepriser.
EBIT forventes fortsat forbedret i forhold til regnskabsåret 2022/2023, drevet af normaliseringen i marginerne, efter en periode med usædvanligt høje råvarepriser og høje omkostninger til transport og energi.
Aktiviteterne i blandt andet Rusland, Belarus og Estland blev frasolgt 10. november 2023, og er behandlet som ophørende aktivitet i regnskabet.
CEO i Flügger, Sune Schnack udtaler:
”Det nordiske marked er stadig inde i en udfordrende periode. Det til trods udviklede salget sig overordnet set positivt, hvor vi fortsat oplever en tilvækst i antal handlende kunder. Vi forventer, at markedssituationen fortsætter uændret i den kommende tid,” og fortsætter:
”Vi lancerer den nye forretningsstrategi for Flügger til sommer. Med grundig markedsundersøgelse har vi konkluderet, at vores kundefokus er rigtigt for Flüggers forretningsudvikling. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om i den kommende tid.”
Vær venligst opmærksom på, at den officielle årsrapport er udarbejdet efter ESEF-forordningen og vedhæftet i en zip fil. En uofficiel kopi af årsrapporten er ligeledes vedhæftet i en pdf-udgave.
Hent rapport