Året blev præget af inflation, høje omkostninger – og styrket kundefokus

I 2022/23 blev Flügger ramt hårdt af stigende omkostninger til råvarer, energi og transport samt ændret kundemiks, hvilket satte bundlinjen under pres.

Toplinjen på 2.550 mio. DKK var på niveau med året før og inden for de udmeldte forventninger på 2.500 - 2.700 mio. DKK. Driftsresultatet (EBIT) på 43 mio. DKK var på niveau med det foreløbige resultat oplyst 12. maj 2023.

For det kommende regnskabsår 2023/24 forventes en omsætning i niveauet 2.500 – 2.700 mio. DKK. Hovedmarkederne forventes fortsat at være præget af vigende aktivitet, men prisstigninger, eksportsalg og nye kunder forventes at kompensere for faldet i volumen.

EBIT forventes i niveauet 60-120 mio. DKK, og dermed styrket i forhold til regnskabsåret 2022/23. Bruttomarginen forventes langsomt at vende tilbage det historiske niveau, når omkostninger til råvarer og energi reduceres kombineret med gennemførte prisstigninger i salgspriserne.

Som følge af krigen i Ukraine og påvirkningerne fra sanktioner i Rusland og Belarus, er der betydelig usikkerhed om omsætning og resultat for segment 3. Flügger arbejder fortsat på at afhænde selskaberne i Rusland og Belarus.
CEO i Flügger group A/S, Sune Schnack, udtaler:

”Indtjeningen i vores kerneforretning har været under hårdt pres, særligt fra stigende råvarepriser, valutakurser og økonomisk afmatning. Vi er glade for, at vi alligevel har været i stand til at fastholde nuværende kunder og tiltrække nye, selvom aktiviteten hos både private og professionelle kunder har været faldende.”

”I segment 3 er EBIT umiddelbart positiv for det afsluttede finansår, hvilket dog sker i et relativt lukket kredsløb. Da vi samtidig har nedskrevet vores russiske forretning med 132 mio. DKK, er den samlede investering tabsgivende for Flügger. Vi ser ikke en fremtid på det russiske marked og arbejder fortsat på at afhænde vores forretning her på ansvarlig vis og inden for de af myndighederne fastsatte rammer.”

”Både i det forgangne og det kommende finansår fokuserer vi således på vores kerneforretning og hvordan vi kan hjælpe vores professionelle kunder gennem det, der for mange er svære måneder og år. Engagementet fra Flüggers medarbejdere, kunder og aktionærer har været imponerende i en omskiftelig tid. Vi er forsigtigt optimistiske på det kommende år, hvor vi fortsætter med at sætte kunderne forrest, så vi også fremover står solidt med vores mix af professionelle og private kunder,” slutter Sune Schnack.



Hent rapport