Halvårsrapport 2019/20: Flot fremgang i indtjeningen – Flügger følger planen

Flügger group A/S leverer i første halvår af det forskudte regnskabsår 2019/20 en omsætning på 988 mio. DKK, svarende til -1% målt i lokal valuta. Indtjeningen stiger i samme periode med 13 mio. DKK, fra 92 mio. DKK til 105 mio. DKK.

Forbedringen i indtjeningen skyldes primært effekten af initiativerne i koncernens effektiviseringsprogram. Programmet blev iværksat i efteråret 2018 og har medført en række engangsomkostninger, men effektiviseringerne - herunder konsolidering af butiksnet, strømlining af sortiment samt tilpasning af administrationen - begynder at have effekt. I kvartalet har initiativerne bidraget med besparelser på 13 mio. DKK, mens engangsomkostningerne i samme periode udgjorde 6 mio. DKK.  

I Danmark (inkl. Island, Grønland og Færøerne) falder omsætningen med 4% i lokal valuta sammenlignet med samme periode året før. Omsætningen i Sverige er på niveau med samme periode året før, mens omsætningen i Norge falder med 5% i lokal valuta. Den negative udvikling skyldes blandt andet et utilfredsstillende salg af udendørsprodukter i kvartalets første to måneder.  

I Polen stiger omsætningen i lokal valuta med 8%, mens salget til andre lande, herunder Eksport og Kina, ligeledes stiger med 8%. 

Jimmi Mortensen, CEO, udtaler: 

”Det seneste kvartal har vi haft øget fokus på at effektivisere vores forretning. Vi kan konstatere, at arbejdet har båret frugt, og at vi er lykkedes med at forbedre indtjeningen i 2. kvartal markant. 

Siden efteråret 2018 har vi accelereret konsolideringen af egne butikker, og har i indeværende regnskabsår lukket cirka 6% af butikkerne. De færre butikker er en kombination af nedlukning i tyndtbefolkede områder samt konvertering til franchise, som er et indsatsområde for de kommende år. 

Til trods for at faldet i antal butikker påvirker koncernens samlede omsætning, er vi i tilfredsstillende grad lykkedes med at flytte dele af omsætningen til nærliggende butikker. Vi følger planen om at nedbringe vores faste og variable omkostninger, og herigennem hæve koncernens EBIT med +60 mio. kr. årligt. 

Konkurrencen på de nordiske markeder er hård, og markedet for bygningsmaling er stagnerende. Vi har gennem en periode aktivt evalueret specielt det østeuropæiske marked for mulige opkøbsemner med et godt strategisk match til Flügger. Vores nylige køb af aktiemajoriteten i den polske malingproducent Unicell er derfor et vigtigt skridt i udviklingen af Flügger og på vejen mod at indfri koncernens langsigtede finansielle mål”.